Beslutningen om at blive forældre.

Da min kæreste og jeg havde været kærester i 6 måneder og boet sammen i 3 måneder, ytrede han, at han gerne ville være far, inden han blev 30år. Han blev 28 10 dage efter, han sagde dette, jeg selv var 26,5år. Vi boede i hans 2 værelses lejlighed, han havde fast arbejde som soldat, og vi vidste, at han evt skulle udsendes i 6 måned til Afghanistan, men i hvert fald skulle han udsendes dertil i 6 uger, hvis ikke det blev de 6 måneder.
Jeg følte mig også klar til at blive forældre, havde løbet hornene af mig, elskede min kæreste højt og kunne se en fremtid med ham. Dog havde jeg ikke fast arbejde men var kun ansat i vikariat, men det måtte da snart være mig, der skulle have en fast stilling, taget i betragtning at jeg var den vikar, der havde været der længst tid uden at blive fast ansat, men fik hele tiden forlænget mit vikariat.
Vi snakkede sammen, og blev enige om det bedste ville være at vente til jeg var blevet fast ansat, så økonomien ville være bedre og havde et job at vende tilbage til.

Det så dog ikke ud til, at der kom en fast stilling, og min kæreste blev lidt utålmodig. Utrolig nok at det var ham, der blev utålmodig. Vi snakkede det igennem igen. Som jordemoder ved jeg, at det er sjældent, at man bliver gravid i første hug, og man nok skal forvente, at der går 6-12 måneder før det lykkes, hvis ikke længere, og der er jo flere og flere i dagens Danmark som skal have hjælp, blandt andet pga vi bliver ældre, inden vi begynder at få børn.

Vi snakkede om, hvad det ville betyde at få et barn. Vi ville ikke kunne blive ved med at bo i lejligheden, men flytte i noget større på sigt og derved bruge flere penge på bolig, end vi gjorde nu. Der skulle anskaffes ting til den lille såsom barnevogn, autostol, seng, tøj og en masse andre små ting, man skal bruge til sådan et lille barn. Ergo skulle der bruges flere penge. Kunne være det var nemmere at for mig at få job efter barsel?! Mindre byture, ergo skal ting mere planlægges, for jeg gad ikke sidde hjemme weekend efter weekend alene med en baby, mens min kæreste fester løs. Vi ville også være forældre, inden vi blev gamle forældre, også fordi vi begge tænkte 4-6 børn (jeg tænker 4, min kærset tænker nu minimum 8!!!). Samt at vi begge ville støtte hinanden i at kunne dyrke venner og vores interesser, når baby kom, så vi kunne få et frirum, begge to.

Det var rart at have snakket alt det igennem, inden jeg blev gravid og finder ud af, hvad en barnevogn koster og institutionsplads koster mv, så man har gjort sig nogle tanker og lavet evt planer for, hvad man kan gøre og spare op til, når man står i situationen og skal have nogenlunde styr på det, inden man pludselig er forældre til et lille myr.

At blive forældre er en fælles beslutning og en stor beslutning, som jeg synes er vigtigt, at man bliver enige om, også hvis man bliver gravid uden, at det var planlagt.