onsdag den 26. februar 2014

Råd lige ved hånden

Vi bruger jo vores smart phones mere og mere. Derfor findes der også mange forskellige apps for den gravide og de, som er blevet mødre. 
Jeg har 3 apps, som jeg har haft god gavn af både som gravid og som mor. 

Sundhedsstyrelsen og Jordemoderforeningen har i fællesskab lavet to gode apps som kost omkring 19kr pr styk, men jeg synes, pengene er givet godt ud: 
Den første app hedder Gravid, som er fyldt med gode råd til vitamin, kost, motion, hvornår man skal til undersøgelse og hvad der er vigtigt at have, når baby kommer, og hvad man kan vente med. Endvidere er der gode videoer med øvelser til at få væske væk fra benene og bækkenbundsøvelser. App'en er nem at navigere rundt i.


Den anden App hedder Min Baby og giver gode råd til efter fødslen med videoer med genoptræning af bækkenbund mv, hvordan man skal forholde sig mht ernæring af baby, hvorfor baby græder og lignende. Man får svar på mange af sine spørgsmål. Som App'en Gravid er den nem at navigere rundt i og giver gode råd.


En anden app, som jeg er rigtig glad for, er App'en Vidunderlige Uger. Den lister, hvornår din baby gennemgår de såkaldte Tigerspring, hvad der sker med din baby gennem diverse spring, hvordan ser din baby gennemgår spring og hvordan du bedst muligt hjælper dem igennem.


Kosttilskud er en jungle.

Når jeg har siddet i konsultationen som jordemoder og rådgivet gravide om kosttilskud, synes jeg, det var meget simpelt, indtil jeg selv blev gravid. Pludselig havde man også mange andre tanker end lige, hvornår man skal tage hvilket kosttilskud, og hvordan og med hvad det skal tages for at optage vitaminerne bedst mulig. Men det er også en jungle, for der er så mange valg mulighed, og hvad er lige bedst.

Hvilke kosttilskud skal der til:
  • Multivitamin (Gennem Hele graviditeten)
    • Du skal pludselig til at have noget ekstra til dig selv, også fordi der er et lille barn, der er ved at vokse og udvikle sig inden i din mave. Det letteste er at tage en multivitamin pille til gravide, da denne er sammensat med de ting, som du du har behov for som gravid. Disse er ofte dyre end en almindelig vitaminpille, og du kan nøjes med en almindelig vitamin pille, du skal blot være opmærksom på at hvis du tager en almindelig vitamin pille, at du nok skal supplere med andet kosttilskud, for at få det du har behov, mens du er gravid. Jeg selv købte almindelige multivitamin piller og supplerede op med det, jeg manglede.   
  • Folsyre (Fra man planlægger at blive gravid, eller opdager graviditet til starten af 2. trimester*)
    • Hvis du ikke tager en multivitaminpille til gravide, skal du have Folsyre ved siden af. Jeg selv købte Folsyre fra vi planlagde at blive gravide, i stedet for at bruge mange penge på en multivitaminpille til gravide, inden jeg overhovedet var blevet gravid. Da jeg så var blevet gravid, fortsatte jeg med at bruge Folsyre pillerne som supplement til min vitaminpille. Man har brug for 400mikrogram Folsyre de tre første måneder af graviditeten som forebyggelse af misdannelser hos fosteret. Hvis man først starter med at tage Folsyre efter man har fundet ud af at man er gravid, skal man ikke være mere bekymret. Folsyre er med til at forbygge at fosteret får neuralrørsdefekt. Det vil sige at at neuralrøret ikke lukker sig som det skal, og neuralrøret er det, som senere udvikler sig til hjerne og rygmarv.
  • D-Vitamin (Gennem hele graviditeten).
    • D-vitamin er vigtig for barnets vækst samt udvikling af knogler men også få konsekvenser for dine tænder og knogler, da D-vitamin øger optagelsen af kalk. Det anbefales, at man tager 10 mikrogram daglig. Hvis man tager en graviditets multivitamin er der som regel det D-vitamin, du har behov for. Hvis man suppler med kalk, kan man også få kalktabletter med D-vitamintilskud i, hvilket giver god mening pga ovenstående.
  • Jern (fra uge 10 i graviditeten til slutningen).
    • Det anbefales, at du tager 40-50mg Jerntilskud, fra du er 10 uger henne og til efter fødslen. Det er vigtigt med jerntilskuddet, da du danner mere og mere blod, og du og fosteret skal bruge jerntilskuddet til at danne rødeblodlegemer. Endvidere er det vigtigt, for du ikke får blodmangel. Jerntilskuddet er bedst at tage mellem måltider og med juice, da C-vitamin gør du nemmere optager jernet. Tage det ikke med the, kaffe eller mejeriprodukter (eller kalktilskud), da disse kan hæmme optagelsen af jern. Hvis du får forstoppelse eller kvalme af dit jernpræparat, så prøv andre præparater.
  • Kalk (gennem hele graviditeten samt mens du ammer).
    • Hvis du får det der svare til 1/2 liter mælkeprodukter dagligt, får du det du har behov for. Hvis du som mig ikke er så god til det med mælkeprodukter, skal du have kalktilskud. Under graviditeten og mens du ammer har du behov for mere kalk end ellers, da fosteret skal bruge kalken til knogledannelse, og senere skal du bruge det til at danne mælk nok til babyen. Nogle får forstoppelse af kalk, som regel fordi de får for meget kalk. Derfor behøver tilskuddet ikke, hvis du får omkring 1/2 liter eller 500mg dagligt.
  • Fiskeolie (gennem hele graviditeten).
    • Hvis du ikke spiser fisk 1-2 gange i ugen skal du supplere med fiskeolie. Forskning har vist at fisk eller fiskeolie kan være med til at forebygge for tidlig fødsel. Der er dog nogle fiske arter man skal undgå, da disse indeholder for meget kviksølv, men dette kommer jeg nærmere ind på i et indlæg om kost.
Hvis du har spørgsmål om, hvad og hvor meget du må tage, er det altid en god ide at spørge egen læge eller din jordemoder.
De 4 øverste tilskud er noget du har behov for, mens de 2 nederste kan du spise dig til, så du ikke behøver supplement, og kosttilskud bør ikke træde i stedet for sund og varieret kost.

*Ordforklaring kommer i næste oplæg: Fagtermers betydning.

søndag den 9. februar 2014

Beslutningen om at blive forældre.

Da min kæreste og jeg havde været kærester i 6 måneder og boet sammen i 3 måneder, ytrede han, at han gerne ville være far, inden han blev 30år. Han blev 28 10 dage efter, han sagde dette, jeg selv var 26,5år. Vi boede i hans 2 værelses lejlighed, han havde fast arbejde som soldat, og vi vidste, at han evt skulle udsendes i 6 måned til Afghanistan, men i hvert fald skulle han udsendes dertil i 6 uger, hvis ikke det blev de 6 måneder.
Jeg følte mig også klar til at blive forældre, havde løbet hornene af mig, elskede min kæreste højt og kunne se en fremtid med ham. Dog havde jeg ikke fast arbejde men var kun ansat i vikariat, men det måtte da snart være mig, der skulle have en fast stilling, taget i betragtning at jeg var den vikar, der havde været der længst tid uden at blive fast ansat, men fik hele tiden forlænget mit vikariat.
Vi snakkede sammen, og blev enige om det bedste ville være at vente til jeg var blevet fast ansat, så økonomien ville være bedre og havde et job at vende tilbage til.

Det så dog ikke ud til, at der kom en fast stilling, og min kæreste blev lidt utålmodig. Utrolig nok at det var ham, der blev utålmodig. Vi snakkede det igennem igen. Som jordemoder ved jeg, at det er sjældent, at man bliver gravid i første hug, og man nok skal forvente, at der går 6-12 måneder før det lykkes, hvis ikke længere, og der er jo flere og flere i dagens Danmark som skal have hjælp, blandt andet pga vi bliver ældre, inden vi begynder at få børn.

Vi snakkede om, hvad det ville betyde at få et barn. Vi ville ikke kunne blive ved med at bo i lejligheden, men flytte i noget større på sigt og derved bruge flere penge på bolig, end vi gjorde nu. Der skulle anskaffes ting til den lille såsom barnevogn, autostol, seng, tøj og en masse andre små ting, man skal bruge til sådan et lille barn. Ergo skulle der bruges flere penge. Kunne være det var nemmere at for mig at få job efter barsel?! Mindre byture, ergo skal ting mere planlægges, for jeg gad ikke sidde hjemme weekend efter weekend alene med en baby, mens min kæreste fester løs. Vi ville også være forældre, inden vi blev gamle forældre, også fordi vi begge tænkte 4-6 børn (jeg tænker 4, min kærset tænker nu minimum 8!!!). Samt at vi begge ville støtte hinanden i at kunne dyrke venner og vores interesser, når baby kom, så vi kunne få et frirum, begge to.

Det var rart at have snakket alt det igennem, inden jeg blev gravid og finder ud af, hvad en barnevogn koster og institutionsplads koster mv, så man har gjort sig nogle tanker og lavet evt planer for, hvad man kan gøre og spare op til, når man står i situationen og skal have nogenlunde styr på det, inden man pludselig er forældre til et lille myr.

At blive forældre er en fælles beslutning og en stor beslutning, som jeg synes er vigtigt, at man bliver enige om, også hvis man bliver gravid uden, at det var planlagt.

Velkommen til....

Velkommen til min lille blog.
Bloggen omhandler mine oplevelser, tanker mv om at være gravid, gennemgå en fødsel og pludselig være forældre, især nu jeg er uddannet jordemoder og ikke kan aflevere baby, når en arbejdsdag er ovre. Men også hvordan det er at være patient indenfor mit fag og have ekspertviden og pludselig gennemgå det man dagligt arbejder med.

Endvidere kommer der råd, som jeg har haft god gavn af selv, men også anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen og Jordemoderforeningen. Der vil være emner, som kan tages op til debat. Samt bloggen er min måde at reflektere over de råd der gives og min egen oplevelse, samt hvad kan jeg bruge det til at selv at blive en bedre jordemoder.

Lidt om mig selv:
Uddannet jordemoder i 2011 og har efterfølgende arbejdet på forskellige fødegange og barselsgange så har megen erfaring som også blev sat på prøve, da jeg selv ventede mit første barn i 2013. Jeg blev mor til Emil d.18. december 2013. Bloggen her tager udgangspunkt i da min kæreste og jeg besluttede, vi ville forsøge at blive forældre og frem til, hvor jeg sidder i dag med baby.

Så endnu engang velkommen til